INFO VEDR. CORONAVIRUS


 

Torsdag d. 26.3.2020 kl. 12:59

Operationer i fuld bedøvelse indstilles pr. 28.3.2020

Landets privathospitaler er blevet anmodet om at stille anæstesi- og respiratorudstyr til rådighed for det offentlige. Vi indstiller dermed alle operationer, der kræver fuld bedøvelse, fra lørdag d. 28.3.2020.

Vi foretager stadig operationer i lokalbedøvelse og undersøgelser, der ikke kræver anæstesiudstyr – f.eks. scanninger, forundersøgelser og mammografi. Dog ikke inden for kosmetisk kirurgi, der ikke er lægeligt indiceret, samt behandling af åreknuder (varicebehandling), hvor dette kun er kosmetisk.

Er din behandling påvirket af ovenstående, kontakter vi dig direkte med henblik på at udskyde din behandling.

Hører du ikke fra os, skal du møde op til den aftalte tid.

Med venlig hilsen

Capio CFR


 

Mandag d. 23.3.2020 kl. 15:26

Vi anbefaler personer i særlig risiko at flytte tider

Sundhedsstyrelsen har i sidste uge ændret kategoriseringen af, hvem der er i særlig risiko for at få alvorlige/livstruende symptomer ved smitte med coronavirus. Den opdaterede liste kan findes her eller på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

På Capio CFR anbefaler vi patienter, der kan nikke ja til et eller flere punkter på risikolisten, at få udsat deres undersøgelse/behandling til efter corona-epidemien er overstået. Vi er derfor i gang med at kontakte de patienter, vi ved tilhører risikogruppen.

Tilhører du risikogruppen, og har du en tid hos os, anbefaler vi dig at kontakte os og få flyttet din tid. Du finder kontaktinformationer til vores hospitaler her.

Med venlig hilsen

Capio CFR


 

Onsdag d. 18.3.2020 kl. 15:00

Nedlukning af ikke-kritiske funktioner

Efter udmelding fra Sundhedsstyrelsen i går, 17.3.2020, lukker Capio CFR ned for al kosmetisk kirurgi, der ikke er lægeligt indiceret. Det gælder de fleste tilfælde af brystforstørrende operationer (BFO), fedtsugning osv., hvor der ikke er en lægelig, men udelukkende en kosmetisk grund til indgrebet.

Derudover lukkes der ned for behandling af åreknuder (varicebehandling), hvor dette kun er kosmetisk.

Nedlukningen gælder frem til 1. juli 2020

Ud over ovenstående retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen gør Capio CFR følgende tiltag:

Vi tilbyder i en periode kun fysioterapi på hospitalerne til de patienter, der skal have fysioterapi efter en operation hos os, og hvor det vil stille patienten dårligere, hvis ikke de får fysioterapi. Øvrige patienter udskydes eller tilbydes fysioterapi via video, hvor dette er muligt. Fysioterapi via video tilbydes alle vores fysioterapeutiske patienter.

Vi stopper midlertidigt for vægttabsbehandling med maveballon.

Med venlig hilsen

Capio CFR


 

Tirsdag d. 17.3.2020 Kl. 11:25

Opdateret onsdag d. 18.3.2020 kl. 15:00

Pårørende bedes blive hjemme

For at mindske risikoen for smittespredning forsøger vi at holde antallet af personer på vores hospitaler så lavt som muligt. Derfor skærper vi nu vores retningslinje i fht. pårørende til patienter på Capio CFR:

Patienter bedes møde op alene. Hvis absolut nødvendigt (f.eks. hvis patienten er barn), kan der medbringes 1 pårørende.

Derudover har Styrelsen for Patientsikkerhed onsdag d. 18.3.2020 udsendt forbud mod besøgende til indlagte patienter, med mindre patienten er et mindreårigt barn, eller der er tale om kritisk syge eller døende patienter.

Det er derfor ikke længere muligt at besøge indlagte patienter på Capio CFRs hospitaler.

Vi håber på jeres forståelse i denne specielle situation.

Vi opfordrer derudover alle både på og uden for hospitalet til at følge Sundhedsstyrelsens hygiejneråd.

Med venlig hilsen

Capio CFR


 

Fredag d. 13.3.2020 Kl. 13:57

Tiltag for at hindre smittespredning

Sikkerheden for vores patienter og medarbejdere er førsteprioritet! Derfor gør vi hos Capio CFR naturligvis vores for at hindre smittespredning af coronavirus! Her kan du få overblik over nogle af vores tiltag:

  • Vi holder så vidt muligt en meters afstand mellem stole i venteområder

  • Vi opfordrer til, at man kun har én eller slet ingen pårørende med, for at mindske antallet af personer i venteområder og på hospitalet generelt
  • Vi gennemfører kontroltider over telefonen og indkalder kun de patienter, der har brug for at se lægen
  • Vi har håndsprit tilgængeligt for alle besøgende og medarbejdere
  • Vi giver ikke hånd
  • Vi tilbyder patienter over 80 år at få udsat deres besøg hos os
  • Vi tilbyder patienter med kroniske lidelser at få udsat deres besøg hos os
  • Vi gennemgår og revurderer vores planlagte programmer for at undgå at have for mange personer på hospitalerne ad gangen
  • Vi beder indlagte patienter om at mindske antallet af besøgende
  • Vi sørger for, at så mange medarbejdere som muligt kan arbejde hjemmefra

Vi opfordrer derudover alle både på og udenfor hospitalet til at følge Sundhedsstyrelsens hygiejneråd.

Med venlig hilsen

Capio CFR


 

Torsdag d. 12.3.2020 Kl. 11:46

Kære patient,

Capio CFR følger situationen vedr. coronavirus (COVID-19) tæt. Vi gennemfører for nuværende vores planlagte programmer efter Sundhedsstyrelsens gældende retningslinjer og naturligvis med både din og vores sikkerhed i fokus.

Du skal som patient derfor møde op som planlagt – forudsat at du ikke har symptomer på smitte (feber, hoste og/eller besværede luftveje). I så fald bedes du ringe til os og få flyttet din tid.

Hold dig opdateret

Vi følger Sundhedsstyrelsens anvisninger, men da disse kan ændre sig fra time til time, bedes du holde dig opdateret her på vores hjemmeside.

Med venlig hilsen

Capio CFR