KLAGER OG ERSTATNINGER


Hvis man som patient vil klage over den behandling, man har modtaget, eller eksempelvis over brud på patientrettighederne, kan man henvende sig til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Såfremt man som patient har et ønske om udelukkende at søge om erstatning, er det stadig muligt at sende en anmeldelse direkte til Patienterstatningen.

Styrelsen for Patientsikkerhed behandler også klager over Patienterstatningens afgørelse om erstatning.


Klager over den sundhedsfaglige behandling

Ved klager over den sundhedsfaglige behandling henvises til: https://stps.dk/da 


Erstatning for behandlingsskader

Alle patienter er omfattet af en offentlig erstatningsordning kaldet Patienterstatningen.

Ordningen dækker, hvis du kommer til skade i forbindelse med behandling på et offentligt hospital, et privat hospital, hos egen læge, hos en speciallæge eller hos andre privatpraktiserende autoriserede sundhedspersoner. Ordningen dækker også lægemiddelskader.

Det er Patienterstatningens opgave at sikre, at patienter får den erstatning, de er berettiget til efter loven. Det er gratis at anmelde en sag til Patienterstatningen.

Ordningen gælder for skader, der er sket efter d. 1. juli 1992, og erstatningen skal overstige 10.000 kr.

Er skaden sket før 1. januar 2004 dækkes kun fysiske skader.

Fra d. 1. januar 2008 gælder der nye forældelsesfrister for erstatning for behandlingsskader. Forældelsesfristen ændres fra 5 år til 3 år. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor man fik eller burde have fået kendskab til skaden.

Den 3-årige forældelsesregel gælder principielt også for skader, der er indtrådt i 2007. Der gælder dog den undtagelse, at skader sket i 2007 tidligst forældes den 1. januar 2011.

Konsekvensen af lovændringen er således, at alle skader indtrådt i 2007 forældes 3 år efter kendskabet til skaden, dog tidligst den 1. januar 2011. Skader indtrådt den 1. januar 2008 eller senere forældes 3 år efter kendskabet. Skader indtrådt før den 1. januar 2007 forældes fortsat 5 år efter kendskabet.

Der gælder fortsat en absolut forældelsesfrist på 10 år fra skadens indtræden. Denne frist giver også patienter, der først sent har fået kendskab til skaden, en mulighed for at anmelde sagen til Patientforsikringen.

Du kan læse mere om Patienterstatningen på http://pebl.dk/, hvor du også kan downloade anmeldelsesskemaer.


Erstatning for lægemiddelskader

Der er særlige regler for erstatning, hvis du får en fysisk skade på grund af et lægemiddel.

Ordningen gælder for fysiske skader forårsaget af et lægemiddel, der er udleveret til patienten 1. januar 1996 eller senere, og erstatningen skal overstige 3.000 kr.

En lægemiddelskade skal anmeldes senest 3 år efter, at du har fået kendskab til skaden; dog senest 10 år efter den dag, hvor lægemidlet er udleveret til dig.


Utilsigtede hændelser

Både patienter og pårørende har mulighed for at indberette utilsigtede hændelser.

Hos Styrelsen for Patientsikkerhed kan du indrapportere utilsigtede hændelser via linket her: https://stps.dk/da/borgere/rapporter-en-utilsigtet-haendelse-som-patient-eller-paaroerende

En utilsigtet hændelse kan defineres som en patients eller/og pårørendes oplevelse af, at noget ikke er forløbet som forventet. Formålet med at rapportere sådanne hændelser er, at sundhedsvæsenet kan lære deraf.


Hvor kan jeg læse mere?

www.pebl.dk
www.retsinformation.dk
www.tandlaegeforeningen.dk

Lægemiddelskadeloven, lov nr. 1120 af 20.12.1995 - dækker skader frem til 1. januar 2007
Patientforsikringsloven, lov nr. 228 af 24.3.1997 - dækker skader frem til 1. januar 2007
Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, lov nr. 547 af 24.6.2005 - dækker skader fra 1. januar 2007
Erstatningsansvarsloven, lov nr. 885 af 20.9.2005