Undgå knæskader ved skiløb


Mange danskere kaster sig ud på pisterne de næste uger. Det er dog vigtigt at tage sine forholdsregler, hvis man vil komme ned med knæene i behold. Vores fysioterapeuter giver her tre tips til at undgå knæskader ved skiløb.

 

  1. Træn dine benmuskler inden skiferien. Balle-, for- og baglårsmusklerne styrer knæene under skiløb. Når du styrker dine benmuskler og laver balancetræning, får du mere stabilitet i dine knæ.  Lav f.eks. lunges og squats, der træner både for- og bagsiden af lårene samt ballemusklerne. Balancen kan du træne ved at stå på ét ben – gerne med lukkede øjne
     
  2. Indstil dine bindinger korrekt. Er de for løse, risikerer du at tabe skiene, mens du kører. Er de for stramme, risikerer du, at skien bliver siddende på støvlen ved et styrt, hvilket øger risikoen for vrid i knæet. Du skal lige netop kunne vride dig ud af bindingen. Få gerne professionel hjælp til at indstille bindingerne korrekt
     
  3. Skru lidt ned for skiløbet på tredjedagen. Det er ofte der, dine ben er trætte. Kroppen har behov for at restituere sig for at mindske risikoen for skader

 

Rigtig god skiferie!