Hos Capio CFR anvender vores læger kun de nyeste, bedste og mest moderne teknikker. Det betyder, at du får færre smerter og kommer dig hurtigere.
Konsultation, eventuel operation og opfølgning foregår hos den samme speciallæge, som har mange års erfaring inden for øre-næse-hals-kirurgi.
Operationen foretages for at rette skævheder i næseskillevæggen, som generer luftpassagen.
Operationen foregår gennem et snit fortil i næseskillevæggen uden ydre ar. Skæve dele af næseskillevæggen flyttes ind til midten eller fjernes. Undertiden foretages der samtidig en formindskelse af næsens muslingeben for at give mere plads.
Ved operationens afslutning indsættes tamponader og evt. silasticplader (plastikplader) i næsen, dels for at modvirke blødning og dels for at holde næseskillevæggen på plads den første tid.
Formålet med operationen er at afhjælpe tendenser til bihulebetændelse, dannelse af polypper og dermed symptomer som tilstopning af næsen, slimproduktion, dårlig lugtesans, ansigtssmerter og måske hovedpine.
Operationen har altså til formål at genoprette de normale forhold i næsehulen og forbedre afløbet fra bihulerne.
Patienter, som er opereret på næseskillevæggen, eller som har fået foretaget bihuleoperation, tilrådes at foretage saltvandsopsnusning.
For at rense næsen for slim og skorper og for at holde næseslimhinden fugtig og dermed hindre infektion.